Emneord: problem

Mit udseende er blevet mere min mors side 🙂

Hej allesammen, bladene ryger af træerne her nu.. den tropiske orkan fra Caribien, der også var i Danmark, er her nu.. og ude i haven så jeg lige hundrede blade ryge på en gang 🍂

Det er meget fedt, jeg kan godt lide at være kreativ derude om efteråret, og der er langt mere roligt i Tartu vinter & efterår. Hele byen slapper endnu mere af 🌾

Hvem ligner I mest fra jeres familie? Hele mit liv har jeg kæmpet med undervægt, der kom fra min fars side af familien, og jeg var især ked af at være meget skinny i ansigtet og i det hele taget hele min krop.

Det har så altid været en helt anden personlighed, der skinner ud af mig, end det er for min familie, begge sider af den 🙂 men self. fysiske træk er meget derfra.

Og personlighed i mig er jo også meget fra mine bedsteforældre i Skagen! Som jeg bliver lidt ældre, og ændrer mig også psykisk i takt med at få det godt osv..

så er mine træk begyndt at være meget mere fra min mors side. Det er godt, dels fordi de seneste halvandet år (og det er endda også ved at blive fint nu, fordi jeg har lært at håndtere ham 🙂 )..

er det kun min far, der var et problem for mig.. min mors side af familien trak sig faktisk tilbage, da de forstod, at vi ikke ønsker dem. Men min far har været Så påtrængende.

Så at mine fysiske træk mere & mere er i linje med dem, der trods alt har behandlet os bedre her i Estland-tiden er fint, uden at det er nogen big deal 🙂

På min mors side er der den her røde næse 😀 og Teivi må gerne kalde mig Rudolf, jeg vil gerne være Rudolf, netop fordi hun kun ville sige det som en kærlig ting ❤️

De ting, man går og kritiserer sig selv for

Godmorgen, hvad plejer I at spise til morgenmad? Morgenmad her i Estland er tit risengrød eller anden slags grød 🙂 det er slet ikke julemad her, risengrød, men helt basic morgenmad.

Der skete jo mange følelser i går, og havde vores liv været roligt, så havde det måske også været lidt kedeligt. Følelser på film-niveau får jo en til at føle sig i live.

Jeg har også skrevet om det her self-critic mode, der er den her lille stemme, rigtig mange har, som hele tiden hvisker til en, at du er ikke god nok, det var en dum fejl, du skal gøre det bedre, vær bedre..

Og i aftes indså jeg bare, hvor stort et pres den snakken om sig selv til en selv lægger på ens skuldre! Det er jo afsindigt, presset, at man egentlig går og mobber sig selv.

Når de fleste er klar over, hvor stort et pres mobning giver, når det kommer fra andre. Jeg har haft, at jeg er da også inkompetent, at jeg får mine symptomer, og at min næse er for stor, og min krop grim..

og at jeg burde have mere batteri i hverdagen.. men mobning er jo en dårlig ting 🙂 men der siger psykologen også, at det er okay, at man ikke har haft styr på self-critic mode, det er okay ❤️

Der skal bare bygges en løsning for en på det. Men ikke kritisere sig selv for at have kritiseret sig selv 😀 det kommer også tit af ens baggrund, at man enten via mobning i barndommen..

eller ens forældre, eller nogen, der har sagt alle de ting.. at man begyndte at tro på det. Og det blev til den her lille, konstante mobbe-stemme til en selv. Og man har ikke været dum at tro på det..

for det er normalt & naturligt, at man bliver påvirket, af den måde der bliver snakket om en 🙂 og man behøver ikke altid at være psykisk stærkere..

det psykisk stærk kommer alligevel langt mere effektivt & først når, man lykkes med at fjerne mobbe-stemmen til en selv.. der i hverdagen holder ens psykisk stærk nede. Mobning er jo for at holde nogen nede..

i det her tilfælde, at man fra læring tidligt i livet har bygget en mekanisme, der virker som et loft over ens psykisk stærk. Og det er okay, man skal bare måske med hjælp fra andre finde en løsning for en på det 🙂

Noget af det, mine ture med kameraet netop giver, er en følelse af kompetence 🙂 hvor jeg kan se, at både jeg & andre jo slet ikke kritiserer mig.

Og tit virker de der kontra-oplevelser, at man får nogle gode oplevelser, når man er blevet vant til at mobbe sig selv.. og så har jeg også tænkt, at jeg skal være psykisk stærkere..

og være en masse følsom, men samtidig ikke så let blive såret.. og der sagde Teivi en dag, at ‘måske er det sådan, du er, Søren’.. og det er jo fint, ingen selvkritik ❤️

Teivi sagde det jo også komplet kærligt, at det er jo fint nok, at man let bliver såret.. det hører til at være følsom & have et varmt hjerte 🙂