Emneord: os

Teivi & jeg snakkede i går ❤️

Hej allesammen, så.. er min stemme næsten på plads igen, og vi skal bare have vejret på plads, så er det ud at tage nye billeder 🌿og efter alt den forståelse, der er sket, og som jeg har skrevet om..

kan jeg kun forvente, at det kreative også bliver helt fornyet, ligesom vi er blevet ❤️ Hvordan har I det? Og er det lidt sommer i Danmark? 🙂

Teivi & jeg snakkede i timer i aftes, det var rigtig fint, og det virker efter psykolog. Jeg kunne forklare ting, som psykologen forklarede mig, og Teivi kunne sige, hvad hun tænker den anden vej osv..

på den måde bliver psykologen for os begge to, for vi har samme historie 🙂

Og nu skal I høre, hvad vi sådan snakkede os frem til, på det rigtig fornuftige grundlag at have, alt psykologen har sagt. Så det ikke bare bliver ens egen tænkning.

For os begge to, Teivi & jeg, voksede vi op med det krav fra vores familiers side: vær mom, mom, I love my mom, jeg kan ikke klare mig uden mor..

det er, hvad vores familier krævede. Intet balanceret alternativ måtte findes. Det er en alt eller intet-tænkning, der på ingen måde er voksen.

Så skete der ting i vores barndom, og i det hele taget det, at Teivi & jeg har en hjerne. Og intelligente personer accepterer sjældent et krav som det 🙂 den episode i mit & min families liv, som jeg snakkede med psykologen om i fredags..

og som ændrede alt, da jeg var 9 år (der står om den episode tidligere i bloggen)..var for mig at opdage at helt sikkert ikke mom’s way, for der er virkelig noget galt, med de personer som jeg bor under tag med.

For en 9-årig er det dybt skadeligt at måtte erkende den ting. Men det gjorde mig voksen, bare alt for tidligt. For Teivi skete det præcis samme, bare med andre events.

Derfra af, da vi var børn i hver sit land, var det kun konflikt, der byggede op mellem Teivi og hendes familie & mig og min familie. Vi ville dem ikke mere. Teivi i Estland, og mig i Danmark 🙂

De to konflikter, i Teivi ‘s familie & i min familie, eks.plo.derede.. da Teivi & jeg mødte hinanden i 2010.

Vi mødte hinanden med den samme følelses-baggrund, fra hver sin familie. Det er nok derfor, at det mellem os var det fantastiske kærlighed ved første blik ❤️ Vi så noget i hinanden, og vi ville vores balancerede vej, sammen.

Under de to familie-konflikter fra 2011 til 2018, prøvede Teivi & jeg virkelig, virkelig på at bygge en mellemvej, hvor det jo er sundt at have kontakt med sin familie, det skal bare være balanceret, når man er voksen 🙂

Men for dem var det stadig, og vil for evigt være, det krav:

vær mom, mom, I love my mom, jeg kan ikke klare mig uden mor.. og siden 9 år gammel, har hverken Teivi og jeg jo accepteret den ting.. og det er helt, helt absurd, at det nogensinde har været et krav, og så især når børnene er blevet voksne.

Og vi prøvede på at forklare dem, at deres krav på ingen måde er voksent, eller balanceret.. men de accepterede det ikke, måske forstod de det ikke, så de fik deres alt eller intet:

deres krav om komplet i mors arme, uden nogen form for selvstændig væren.. eller ingen kontakt.

Og at vi faktisk valgte ingen kontakt, tror jeg ikke at de så komme ☀️ Og det var pga. det valg fra vores side, at min mor til vores bryllup valgte at være klædt helt i sort.

Det var det, der skete, har psykologen lært os 🙂 og det giver os så meget til vores hjerter at have forstået det nu 🙂 jeg kan ikke sige nok.. det er ikke flovt at snakke med en psykolog.

Og det er ikke flovt at have brug for hjælp. Nogle gange er det jo ikke engang ens egen skyld, at man har brug for hjælp 🌻

Vi fik dealet med noget forsigtig af at lade Sveske ud ❤️

Hej allesammen.. de seneste to gange, har psykologen virkelig haft god timing, og i morgen skal jeg igen der efter intense følelser 🙂

Og så er Sveske lige nu krøbet ned under dynen, mens Teivi også hænger ud, og så er det indendørs.. for at summere lidt op, så tilbage i Ballerup, da vi boede der, og bare havde problemer..

der lå vi i sengen og kiggede op i loftet, og snakkede om.. at når alt er godt, så får vi Sveske.. og det var så lettende, for så var alt i hvert fald okay, da Teivi trådte ind ad døren med lille Sveske for 3 år siden 🙂

Det kan lidt forklare, hvorfor den lille kat bare er Så meget i vores hjerter, at vi elsker hende, som var hun vores barn. Så vi har passet på hende, og det skal vi jo også ❤️

Men ligesom første gang ens unge teenager gerne vil til fest.. så kan man som forælder godt være nervøs. Og Teivi & jeg har kæmpet meget med, at vi er bare så forsigtige..

alle kender den med de stille piger, der nogle gange kun går den sikre vej, og ikke tager så mange chancer. Og det er bare Teivi & jeg, og det har også været Teivi’s største udfordring i sin karriere..

hvor man i business nogle gange skal gøre ting, som man faktisk ikke ved hvor ender. Så da vi prøvede at tage selen af Sveske, med den risiko at hun kan løbe ud på vejen, men hun bare så meget ville have den sele af..

så var det et stort psykisk trin i at gøre noget ved det forsigtig i os begge to, at vi gav Sveske lov 🙂 hun betyder jo alt for os! Og at vi fik den oplevelse..

at nogle gange, og tit faktisk, går det jo helt fint, når man tager en chance.. og turde lidt mere 🙂 ligesom at Teivi’s kollegaer jo ikke kommer råbende ad hende, hvis en mindre ting går galt..

og at jeg ikke mister følgere, hvis jeg en dag putter et billede på Instagram, der måske ikke er mit bedste.. eller skriver et blogindlæg her, der måske også har været bedre i andre indlæg 🙂

Så det har jo meget med angst at gøre, og alt det her er da værd at tage med til psykologen i morgen. Og snakke om, hvordan vi på en balanceret måde kan udvide det lidt i hverdagen at turde lidt mere.

Hvordan det kan gøres fornuftigt, så vi ikke er så bange, men jo heller ikke begynder at gøre dumme ting 🙂 så det var en del læring i nogle dage ❤️ Hvad har I lært på det sidste?

Når vi er så følsomme personer..❤️

Hej allesammen..

Har I det også tit, at følelser kan være så intense, at I næsten ikke kan rumme det? Det er jo på en måde fantastisk, for så føler man sig meget i live 🙂 og man oplever omgivelserne dybt, og det er så sundt.

At ikke bare køre igennem dagene på overfladen. Det gør også bare, at vi ikke altid kan håndtere alle de indtryk, og så er der en ting ved det, jeg kan have lidt dårlig samvittighed over.

At nogle gange så hvis en person ikke helt er vores type, men ellers sød nok.. som jeg f.eks. skrev om i går, at nogle gange kan vi ikke håndtere at hyggesnakke med naboen..

at så har vi nogle gange måtte afvise nogen ikke sådan hårdt, men stadig lidt håndfast. Og det er det med, at en del personer på en eller anden måde har en personlighed, der bare suger vores energi..

Det kan f.eks. være, hvis en person er for hurtig i bevægelser og væremåde, eller bare up-beat og snakker hurtigt.. både Teivi & jeg snakker ret langsomt, og vi kan slet ikke klare psykisk et hurtigt tempo.

Og så har vi også meget, at når der er snakke, så faktisk slukke alt baggrunds-støj som musik. Ellers bliver det råbe måske højere end musikken. Og når man tænker over det..

virkelig, virkelig mange personer er de her ting i deres væremåde, der ender med at bare suge vores energi. Og det er jo pga. vores historie, Teivi og jeg, at vi har det her meget afgørende træk i vores personligheder, at vi er så følsomme.

Og mange kan ikke forstå, at vi ikke ønsker en masse socialt samvær altid. Vi ønsker det, med de meget nede på jorden, lidt slow living & meget følelses-fokus veninder, som vi har valgt af vores hjerte ❤️