Emneord: nu

Vores lille hule får et hulemaleri 🏡

Hej allesammen.. hvordan går det?

Tartu er blevet grøn 🙂 helt lysegrønne blade på alle birketræerne, og Teivi & jeg gik gennem Tartu en aften, og havde det skønneste øjeblik med det.. har I prøvet det med..

når man har været sammen med nogen i rigtig lang tid, for os i 9 år, og i et øjeblik er det som første gang man mødtes, hvor vi sådan blev lidt generte overfor hinanden, og flirtede som var det tilbage dengang..

det var enormt godt lige at have 🙂 vores hverdag har været og er jo lidt hektisk, så de der små oaser af øjeblikke.. og så her i vores oase, eller hule får vi et billede af et hulemaleri på væggen!

Teivi sagde, da hun fandt det, at det er fordi, vi har vores hule her 💕 så vi har Tartu-plakat på den ene side af vinduet & hulemaleri på den anden. Psykologen sagde også..

at nogle gange kig på de ting, sådan i lidt længere tid end man ellers ville, så vi bliver mindet om, at vi er bare lige her, roligt & stille. Og alle de ting, der gav stress, at de er her ikke nu. Og det virker!

Der var også så smukt lys ude i Tartu den aften, hvor jeg fortsatte med kameraet.. og mødte en amerikansk turist familie, som jeg mere eller mindre gav en guidet tur rundt i Tartu 😀

Men deres datter havde brækket sit ben, så det var lidt begrænset, hvor meget de kunne komme rundt. Men de var superglade for at blive præsenteret for ting, man ellers lidt skal vide hvor er 🙂

Opdager mere & mere at vi faktisk bare er normale, ligesom andre 🦋

Hej allesammen.. og god påske 🐣

Jeg så inde på Instagram, at selv om det ikke helt er påske endnu, så bliver påske-tagget brugt flittigt, så det er jeg begyndt også at gøre.. nu når det er blevet Instagram-okay at gøre haha.

Jeg behøver vel næsten ikke at spørge, for alle har de tanker.. men det her med at tænke over om man er normal, og om de ting man går op i er normale, om ens krop er det? 🙂

Psykologen hjælper meget til at se, at Teivi & jeg bare er meget normale. Det vidste vi ikke. Vi voksede op med ideer puttet af vores forældre hver især, om hvad der er normalt..

men det, vi fik præsenteret, var en helt absurd, tvistet version, af hvad der skulle være normalt. Vi har så sammen mere & mere fået læringen fra tidligt i livet byttet ud..

efter Teivi fik job i den danske afdeling, har vi set hvordan normale danskere faktisk lever & er.. og vi har opdaget, at i Estland behøver man ikke holde ting som mine diagnoser skjult for andre..

Teivi voksede op med, at andre ville dømme en & udstøde en fra venskab, hvis man åbnede op om ting som det. Jeg voksede op med at få lignende ideer præsenteret.

Jeg snakkede med psykologen om det i fredags, og hun sagde, at det skyldes at vores forældre hver især er fanget i at være paranoide på et sygdoms-niveau..

og det har messet med hele deres tanker om, hvad man kan præsentere offentligt & hvordan andre er.. vi oplever jo, at esterne bliver meget omsorgsfulde, når vi fortæller om ting som psykolog..

og at Teivi’s kollegaer, der endda aldrig har mødt mig, virkelig spørger til hvordan jeg har det 🌸 sammenlignet med at jeg før efterskolen aldrig var blevet spurgt hvordan jeg havde det, udover af læger & socialrådgivere.

Jeg har også fundet ud af, at vi har meget normale kroppe, at vi ser normale ud.. jeg får jo også at vide i behandlingen, at ingen kan se på mig, at jeg til tider kæmper psykisk. Jeg ser normal ud 🦋

Jeg kunne fortsætte til roman-længde.. kernen er, at vi har opdaget, hvad der er normalt, og sat det i stedet for alt det andet læring fra tidligt 🙂 tusind tak for at I følger med 🦋

Jeg hører danske sange & accepterer tingene.. for sundhed ☀️

Hej allesammen..

jeg har set billeder på facebook af, at veninder i Danmark går tur i solen og nyder blomsterne 🌸 gør I det samme? Her i Estland.. vi havde snestorm hele dagen i går, og så skiftede det lidt til sol nu.

Så det kan ikke rigtig beslutte, om det vil være forår, eller vinter 😀

Det var, da det stilnede lidt af. Og ting som dem kan være en mini-øvelse i bare at acceptere nogle ting 🙂 psykologen sagde sidst, at siden vi startede, er jeg begyndt at acceptere mere..

den virkelighed at jeg voksede op, som jeg gjorde, i de vilkår jeg gjorde. At sådan er det. Og at det er okay, det gør mig ikke til en dårlig person 🙂

Og okay på den måde, at jeg giver mere & mere slip på det.. bare for min egen sundheds skyld.

Jeg har fundet ud af, at hele den tilgive-ting er for abstrakt ift. egentlig at kunne sige, om man gør det.. så jeg dealer meget mere med bare, om man er i stand til at give slip mentalt & let it go ☀️

Og i svære tilfælde som mit, kan det kræve psykisk behandling at blive i stand til at give slip, når min opvækst nu resulterede i de her diagnoser, der påvirker min hverdag meget.

Og der handler det også om ved psykologen, at det er okay at svære ting ikke altid er nogle, som man kan løse på egen hånd. Det kan endda give en masse varme at mærke, at andre gerne vil hjælpe en 🙂