Emneord: fest

Grunden til at angst er en alvorlig sygdom 🌻

Hej, jeg har tænkt på.. at jeg i mange indlæg har forklaret aspekter af angst, når det er på et højt niveau, om det så går helt til diagnose-niveau.. men hvorfor er det alvorligt?

Det kan lyde som et simpelt spørgsmål, der skulle være let at svare på, men alligevel tog det mig år at finde ud af 🙂 dels fordi den, der har angst, ikke ser at de har det. Før de kommer til lægen, og selv der..

har det taget mig alle år indtil nu at lære hvilke af tingene i min hverdag, som jeg gjorde ud af angst.. og ikke ud af min personlighed. Pointen er nemlig, og det er især derfor, at angst er så alvorligt & skal behandles..

at det dækker over den, man faktisk er, ens personlighed.. en tung dyne over ens personlighed, som så ikke kan trække vejret, og den bliver kvalt mere og mere ift. ens væremåde..

Og jo mere af dagene der går med at gøre aktiviteter ud af angst, i stedet for ud af det, som man faktisk har brug for & som kommer af ens personlighed..

jo mindre af hver dag går med at gøre de ting, der faktisk er en. Det starter let, hvor man måske kan tænke ‘hvorfor er det egentlig, at jeg f.eks. farer rundt fra event til event uden at sidde stille’..

eller ringer til den ene efter den anden for ikke at være alene.. hvis man der i starten vidste, at man gør de ting for ikke at mærke angst-følelsen, så kunne man søge læge ift. angst.

Men man ser det først i bakspejlet år senere.. hvis overhovedet. For man indser kun, at man har angst, hvis man begynder at arbejde på sig selv, hvilket angsten fortæller en er skræmmende..

og så gør man det ikke. Man begynder at tænke, at man liker fester og løbe-events og ringe til 7 veninder på to timer, checke sin telefon konstant, et løbe-event mere for at løbe væk fra angsten..

Og det er en rigtig ond spiral, for jo mere man gør freaked-ud-aktiviteter & stopper med at sidde stille nogensinde.. jo mere angst får man. Og I kender nok følelsen, når man sent om aftenen skal gennem en tunnel..

hvor der ikke er lys, og man ikke kan se, hvor tunnelen slutter, man skal bare gå ind og håbe at der ikke står nogen, der..

psykisk er dét et dybt, dybt traumatiserende sted at være. Og angsten fortæller så endnu mere..

at gør alle de ting, der er løbe væk fra angsten, og til sidst er alt man gør på alle dage angst-ting.. og den her tunge dyne af angst har dækket alt, man var tidligere, og kan blive igen med professionel hjælp.

Det hedder viscious cycle, den her onde spiral, og den er velbeskrevet i psykologi.. og man har brug for hjælp, hvis man kommer længere & længere ind i den.

Det er ikke pinligt at have brug for hjælp, og der kan ske det med den her angst.. at man begynder at benægte, at man gør tingene ud af angst, også når veninder, forældre, eller nogen anden påpeger..

at man måske ikke har det så godt. Det er tit, at de viser omsorg rigtig godt ved at tilbyde at tage med til lægen, men for angst-personen ‘er alt fint’..

og de afslår alle forsøg på hjælp. De ved ikke, at de har angst, og at den angst har kontrol over dem.

Det skete i min familie, hvor psykologen forklarede, at alt jeg har oplevet er kommet af, at den tykke dyne har lagt sig over medlemmerne i min familie.. og kun jeg er kommet ud af den ❤️

Under familie-konflikten tilbød vi lægebesøg og støtte, men fik kontant svaret ‘alt er fint’, og til sidst opgiver dem, der prøver på at hjælpe, og angst-personen mister sine relationer, og bliver alene.

Så det er derfor, at angst er så alvorligt. Jeg håber, at nogle derude kan bruge det her fra mig, som er kommet ud på den anden side med den rette hjælp 🙂