Emneord: diagnose

Hyggesnak med tourette patient fra Spanien!! 😀

Hej allesammen, jeg er så glad og lettet 🙂 sådan ovenpå alt det psykolog & alle de følelser ift. mennesker i verden.. jeg ønsker jo bare det bedste for alle..

og der ift. mit indlæg tidligere, der drømmer jeg om en verden, hvor alle ville have evnerne. Men i hvert fald..

jeg gik ned i supermarkedet, og der var en anden kunde, der havde meget store tics med at kaste med hovedet og lydtics, hvor han sagde fuck til hylderne..

tourette, som jeg også har, men som jeg som mange er vokset ud af i løbet af 20’erne, men nogle har det også som voksne, og der er det tit ret slemt som voksen.

Vi kiggede på hylder lige overfor hinanden, og han blev enormt nervøs for, hvad jeg mon tænkte om ham.. man kan virkelig føle sig som et dyr i zoo..

men jeg tog mod til mig og sagde ‘it’s okay, I have it too, tourettes’ da han fik flere tics over at der var andre omkring ham. Han skulle lige forstå det, og jeg sagde igen at jeg har tourette, og så snakkede vi 😀

Og gav håndtryk, han er fra Spanien & landede i Tartu for kun to dage siden 🇪🇸 Og jeg fortalte, at jeg bor her, og han var helt der er så nice her.

Og vi snakkede om, hvornår vores tourette startede, og at man kan blive så nervøs. Og hans tics blev langt mindre, mens vi snakkede & han sagde, at det ikke er så tit..

at man møder andre patienter, men at ‘we know it when we see someone’ 🦋 når han har det langt mere voldsomt end jeg har (ved mig er det ikke som at være et dyr i zoo ude på gaden)..

at det var Så befriende måske især for ham at møde en, der faktisk så ham i øjnene og hvor deres øjne ikke hele tiden flakkede til deres tics. Og hvor jeg bare lod som ingenting, når der kom et fuck ud midt i en sætning 🙂

Ved mig er mine tics meget små som voksen, så de fleste ser det først, når jeg selv gør opmærksom på det 🙂

Psykolog: it’s okay to have needs 🙂

Hej allesammen.. jeg skal fortælle jer en lille historie 🙂 men først kan jeg da spørge, om I kender til det her med, at det kan være så svært psykisk at stand up for..

at nogle gange gøre sine egne ting, og måske glemme andres behov i et øjeblik, og skabe noget mig-tid..

hvor man måske bare går en tur.. men faktisk alene for at genoplade sine batterier ❤️

Jeg voksede op i et tankesæt, hvor der kun findes to ekstremer.. enten ekstrem egoisme hvor alt handler om at opfylde Mine behov (mine forældre & søskende, deres behov)..

eller helt opgive egne behov for at opfylde andres, der er den anden ekstrem, som jeg havde rollen at være i. Og det lærte mig, at der kun findes de to ekstremer, og ingen af dem er overhovedet sunde, kan jeg jo se nu ☀️

Så sammen med psykologen prøver vi på at ændre den usunde tænkning, der blev puttet i mig.. for der findes jo et helt & smukt spektrum imellem.. hvor man netop er sin egen gode forælder..

hvilket self. inkluderer også at tænke på andres behov.. men uden at opgive sine egne også.. for hvorfor skulle man selv være mindre vigtig end andre, når alle i sidste ende er en person 🙂

Og hvad der er balanceret kommer også an på situationen. Og skifter fra situation til situation. F.eks. om man er i et klasselokale, eller derhjemme, eller..

Jeg er i gang med at indse hvor psykisk syge min familie er, og jeg har jo også mine diagnoser, men jeg tager min medicin, snakker glad’t med psykologen..

og er lykkeligt gift & er ressourcestærk, så jeg kan gå efter de mål jeg sætter 🙂 et helt andet liv 🌸 hvor mit mål nu er virkelig at indbygge den her nye tænkning i min hverdag.

Og at vi tog væk til Estland var bare helt udramatisk at være vores egne gode forældre, der går op i at vi er lige så meget personer som alle andre, der self. også nogle gange tænker på..

bare hvad man selv har brug for, og have det gå hånd i hånd med hvad nogle andre har brug for.. og ikke alle andre 🙂 balance.

Måske lettere med de mere feminine diagnoser

Hej allesammen, jeg snakkede lige med Teivi.. sådan om det her med, bare hvor meget det betyder om, man er sådan, som samfundet synes er godt at være.

Lige nu er det meget i verden, at man skal være venlig og behandle andre godt, hvis de selv også er søde mod andre. At man skal vise et varmt hjerte udad til & åbne op om sine følelser.

Og folk kan være hårde ved en, hvis man ikke er de ting. Så jeg kan da godt tænke, at jeg er heldig, at det går fint med at vise et blødt hjerte osv., når jeg nu også kæmper med diverse diagnoser.

Der er en gruppe af personer, der har det rigtig svært lige nu.. Diagnoser kan super forenklet deles ind i feminine & maskuline. Det er ikke akademisk at gøre, men det virker i dagligsprog 🙂

De feminine er f.eks. mine, angst og depression og kronisk stress, hvor følelser kan være mange og for store, og man bliver udbrændt.. alle nogle ting, som vender indad i en.

Hvor ens hjerte kan have det svært, men væremåde udad til er helt fin 🙂

De maskuline handler netop meget om væremåde. Dem, hvor man f.eks. ud af diagnose er hård ved dyr, slår andre, siger fornærmende og meget hårde ting, og hvor væremåden er helt forkert skruet sammen.

Måske har det altid været lettere at have de mere feminine, fordi omgivelserne bliver omsorgsfulde, når man har angst, eller tit har det svært i hjertet, og ens diagnoser måske gør en god at snakke med..

fordi man er så følsom 🙂

Det er en lidt anden verden ved de maskuline diagnoser, hvor ens væremåde kan gøre omgivelserne sure på en, og hvor det bare kræver rigtig meget tælle til 10 i hverdagen for andre..

og tænke igen & igen, at når personen er hård i sin væremåde, og måske snakker om at slå dyr og andet.. så at det er en diagnose, de ikke har valgt. Men det kræver virkelig meget for omgivelserne.

Og jeg tænker, at måske ift. at blive gift på et tidspunkt, er det nok lettere at finde en god partner, hvis man har f.eks. angst & ikke de maskuline diagnoser.. der f.eks. kan få en til at råbe højt og blive meget vred.

Jeg tror, det altid har været lettere at have de feminine pga. omgivelsernes helt anderledes syn på en, og så især her i snart 2020..

hvor det netop i hele verden handler meget om at have en socialt god væremåde & politisk korrekt tænkning.