Hej allesammen 🌞 helt kort forklaret, så er der noget, jeg har brug for at dele, og det er kun godt, at det er til offentligt. Det er den mest hjælpsomme deling, udover at vi i traume-arbejdet hos psykologen snakkede meget om det..
siden arbejdet hos psykologen slowede ned, har hun sagt, at jeg kan få brug for at dele også til andre, og det er rigtigt 🙂
hun har sikkert set det også hos andre patienter, at man får det behov for at dele.
Mine forældre blev skilt, da jeg var 7 år. Og der er to episoder med vold fra min far, som jeg gerne vil fortælle jer om. Der var flere gennem tiden også, men her de to.
Den ene er, at min far ikke var flyttet fra min mor endnu. De boede stadig sammen, og havde haft et fuuck diiiig-stil råbe og skrige skænderi..
Da de stoppede med at råbe, har min far det med at få selv-medlidenhed. Jeg havde angst, og var ude i gangen, hvor vi havde et højt, aflangt vindue. Da jeg bad min far om.. følelses-mæssig nærhed..
der hamrede han først sin knytnæve ind i vinduet, så det revnede, og det gik mere i stykker, da jeg flyttede mit ben for at flygte fra ham..
da han greb hårdt fat i mit håndled, en syvårigs hånd er ikke så stor.. og han strammede og vred min hånd, min mor så det, men greb ikke ind, og min far ville straffe min mor for deres skænderi, så han brækkede mit håndled.
Ude på skadestuen lå jeg rystende og græd, og fem sygeplejersker stod om mig.. efter et tæppe over mig, sagde de.. din far gjorde det.. havde lærere ikke allerede reageret til kommunen, ville de have gjort det.
Ca. et halvt år senere var min far flyttet, og havde en ny kæreste hver anden uge.. den ene, som jeg aldrig havde mødt, da jeg kom på besøg, havde en skål med Haribo slik i vinduet.. min far kom gående nedenfor lejligheden..
og da han kom op på andel sal, rev han hoveddøren åben, og råbte ‘du tog et stykke af min kærestes slik’.. jeg var otte år, ja børn gør det..
jeg svarede tilbage, at jeg jo ikke engang anede, hvem hun var.. og han råbte ‘du erstatter det stykke slik’, og jeg stod foran ham og bare så på ham, der skulle være min far..
han greb fat i min arm, og trak mig ind i soveværelset, hvor han løftede mig op, smed mig på sengen, og slog mig fem gange..
det lykkedes mig at flygte ud i gangen, hvor badeværelset stødte op til. Der pressede min far mig ind i døren, holdt i mine skuldre, så døren fløj åben, og jeg landede på stengulvet, slog mit hoved ned i fliserne..
min far var væk, da jeg greb fat i håndvasken nede fra gulvet ad, svimmel, og forsøgte at se, om jeg blødte..
han sad sammenkrøbet på køkkengulvet med tårer i øjnene, den selv-medlidenhed, og hviskede igen og igen ‘det er min fødselsdag, det er min fødselsdag’..
jeg så ham i øjnene, og sagde at det kan rende mig, og jeg flygtede ned i skoven, i selvmords-tanker.. jeg fortalte psykologen i vores traume-arbejde, hvor stort et indtryk det gjorde på mig..
at da jeg i selvmords-følelse var løbet væk i fire timer, gjorde han ikke engang et forsøg på at finde mig.
Så, allesammen, det føles godt at have delt med jer ❤️ tusind, tusind tak for at I forstående og søde er her 🦋 I betyder alt for mig, sammen med Sveske & Teivi ❤️
Tusind tak ☃️ thank you so so much 🌞 translate in footer 