Nogle gange er det mest psykisk stærke at give op på en ting 🙂✨

Hej allesammen ❤️ Kan I huske, at jeg har skrevet om nogle gange, at vi gerne ville rejse på et tidspunkt?

Og at jeg har nogle lande, jeg virkelig har drømt om at se 🙂 men jeg får jo også pension, fordi min evne til at arbejde (af Tartu kommune) er vurderet til nul procent.

Det smiler vi nogle gange af, og det gør jo, at jeg kan bruge så meget tid med kameraet! Bare et anderledes liv, hvor min opgave er at holde mig sund mest af alt med angst.

Og der kommer vi til rejse! For jeg har en playliste på YouTube med rejse-guides, som jeg elsker at putte på vores fjernsyn.

På det senseste har jeg så tænkt meget imens at se dem, at jeg faktisk bare ville få crazy mange indtryk, blive alt for overvældet og psykisk drænet og savne vores hjem.

Mens at jeg for altid vil elske at se det på YouTube ❤️

Jeg har jo Så gerne ville rejse til især Grækenland & Portugal, men alle indtrykkene, hvor jeg får så meget angst af den diagnose..

det ville ikke være sundt for mig. Vi snakkede også om hos psykologen, om jeg skulle se mit område jeg voksede op i igen i Danmark.

Men det ville ikke være sundt med den mængde indtryk & det niveau af modsat-rettede følelser i øst og vest, der mest af alt bare ville rive mig i stykker.

Sådan er det, når angst er på diagnose-niveau.

Vi lavede en øvelse hos psykologen sidst.. om at tingene ‘de er sådan, that is how they are’, så måske også at alt det her.. især er efter den seneste snak 🙂

Og det er langt sundere for mig at gå med kameraet herhjemme i Estland i den fantastiske natur ❤️

Hvor vi laver ture på mindre end en dag ud i det hele 🙂 eller måske en weekend på en af øerne her..

men ikke mere u-overskueligt end det ✨ og det er nogle gange det stærkeste psykisk at give slip på min modstand, og så sige at sådan er det.

Jeg kan bruge den tænkning til så meget i hverdagen!

For føle, om noget faktisk er for meget, mærke efter, og så er næste opgave at acceptere det, hvis det er for meget, og man må opgive projektet.

Og mens at jeg indtil seneste snak hos psykologen havde fået styr på det med at mærke efter, så arbejdede vi sidst på også (uden at dømme mig selv) at acceptere det svar jeg finder ❤️