Psykolog – vi skal ikke skære mere ned på følelserne nu, det mål er nået ❤️

Hej allesammen 🌞 i dag er der sket store ting! Men jeg kan starte med, at jeg var på shopping i Tartu & fik en pastel-lilla hoodie, der passer til mit hår, der er blevet så langt, at jeg kan sætte det bag ørerne nu 👗

Jeg fandt også en mere nede på jorden bluse, i lidt rødlig, men stadig mere neutral, så det ikke er alt, der skinner. En ting, som estere de seneste år har lært enormt af unge danske kvinder & piger er en knold i håret..

og så have et enkelt stykke tøj skinne, på samme måde som smykker & accessories 🌞 Traditionelt i Estland var alle tøjdelene enormt farverige, hvilket også faktisk var lidt sejt! Det så meget kreativt ud dengang,

så det er bare en forandret kultur, men jeg kan lide begge 🙂 det, der er på mode nu, er måske bare lidt mere den her forandrede kultur.

Og så sagde psykologen, at det er kæmpestort, at jeg tager på tøj-shopping nu. Jeg har jo en lang historie med at hade min krop.

Og i tre og et halvt år købte jeg alt online, fordi jeg ikke syntes, at jeg med min krop fortjente at have shopping-oplevelser, når tøj jo netop handler meget om krops-udtryk. Der er det helt klart traume-arbejdet de sidste halvandet år, der har hjulpet helt enormt ❤️

Vi snakkede også om i dag, at vi har nået et af målene. Da vi startede, var alle mine følelser enormt mange og enormt ’tivoli’ op og ned tyve gange på en dag og enormt stærke, og så lidt for svage og så stærke igen..

meget drænende at være i. Så vi har arbejdet i flere år på at balancere følelserne. Så ekstremerne blev fjernet, at jeg ikke blive enormt ked af det og så senere samme dag enormt glad.

Men at det kører med balancerede dale og højder ☺️ og at skiftene mellem dem ville gå mere glidende og med længere tid mellem. Og det er vi faktisk nået i mål med, sagde hun ❤️ Der er det helt klart det seneste, dybe traume-arbejde..

hvor vi arbejdede længe & borende på et dybt, dybt traume fra, at der skete et drab i min families nære omgivelser, da jeg var 9 år. Og min mors efterfølgende gøre det til et tabu. Fra det øjeblik, det skete, var det forbudt at nævne i vores hus.

Der måtte ikke arbejdes på følelserne, de skulle lægges låg på, ignoreres.

Så hun spurgte aldrig, hvordan jeg havde det. Jeg måtte ikke nævne det skete, så jeg gik alene, alene med følelserne fra så voldsom en ting. Hun nægtede at snakke om det, fordi snakken kunne være ubehagelig.

Det mønster lærte hun i sin barndom af min mormor. Så det går i generationer i den familie. Da min mors far begik selvmord, fik hun én sætning at vide, din far er væk. Vi snakker ikke om det.

Og så gik min mor hele sit liv med dét. Og kopierede det til min barndom, da så voldsomme ting gentog sig.

Og netop få fjernet, at det var et tabu, der fyldte som elefanten i rummet, som ikke måtte snakkes om, i alle årene. Så få snakket om det, se det svære i øjnene, mærke følelserne. Det er..

det bedste, der er sket i mit liv udover at bygge i Jõgeva med Teivi, Sveske & veninder ❤️

Den ting fik os i mål med at balancere følelserne, og fjerne ’tivoli’ i dem. Og det har givet mig en helt ny hverdag 🌼 Så vi snakkede om at det niveau, der er af følelser nu, hvor også nogle traumatiske er erstattet med sundere..

at der begynder det at handle om at have strategier til at håndtere enhver følelse, der kommer op. Ikke længere at fjerne nogle følelser 🌞

Tusind, tusind tak for at I læser med allesammen ❤️