Trænger til at skrive for tiden 🌹

Hej allesammen 🙂 jeg er meget stresset for tiden! Men det er okay, for det er i en proces, hvor jeg med psykologens ord lærer, at jeg er lige så god som andre, og hvor min familie lægges bag mig. Så det er faktisk okay.

Hvordan har I det? Og nu med genåbningen, er der så nogle ting, I kan lide, der er åbnet igen? Vi har faktisk snakket om at tage på en sejltur ud at se bævere med en guide, nede på floden. Men vi skal self. vurdere, men de laver ture i kano bare for os med en guide og ingen andre, så måske det er mulighed.

Men ja, jeg har jo altid haft, at det hjælper mig at skrive. Det føltes som magi, da jeg første gang holdt en blyant, som man brugte dengang, for at skrive. Og jeg Elskede at forme bogstaver! Og så i 4. klasse ville jeg skrive en heste-bog.

Og så har det jo fulgt mig hele livet, at jeg skriver følelser ud. Jeg har snakket med psykologen om, at ligesom med mine ture ud at tage billeder, så bliver bloggen her mere & mere en del af min behandling for angst og selvværd og andre følelses-ting 🌞

Der var hele det med, at jeg skulle fortsætte med at blogge, selv om min familie var besat herinde og skrev kommentar efter kommentar. Så der var meget et projekt med ikke at lade dem knække mig 🐱

Og så hjælper det også i psykologi helt enormt at dele. At andre ved, det man kæmper med, og at de måske ser at andre har lignende ting. Så det er en win-win ☺️ Og jeg har Virkelig brug for at skrive for tiden!

Jeg har jo skrevet meget fiktion for nogle år tilbage, men life tog os et sted hen, hvor det bare er en mere direkte ligesom håndtering af følelser, som skrivningen bedst kan bruges til. Men jeg elsker, at jeg aldrig har givet slip på at skrive & skrive.

Da jeg stoppede med fiktion, der tænkte jeg på, om det så var det. Men egentlig var det kun starten, synes jeg. For jeg bruger rigtig meget nu, de ting jeg skrev dengang. Meget af det handlede om køn & familie-værdier og kærlighed & mobning. Så meget personligt for mig.

Og det var i en lang periode, hvor Teivi og jeg fandt ud af, hvad der føles rigtigt for os i hverdagen. Vi puttede jo alt vi voksede op med i skraldespanden, og hvad skulle vi så derfra? Det fandt vi netop ud af, i de år hvor jeg også skrev bog-manuskripter.

Der er bare noget tænke, man kan gøre der, og føle sig frem. Endda forestille sig at være den i bogen, og sådan det man får skrevet hovedpersonen frem til er måske en drøm for ens egen hverdag? Det var det for mig, i hvert fald.

I en sommerbog om kærlighed & familie-konflikt endte Ukrikke, som hovedpersonen hed, netop med omsorg i hverdagen. Noget, som Teivi & jeg på det tidpunkt kun kunne spotte i horisonten, men hvilken rejse foran os..

og der var da noget med at skrive mig frem til værdier som omsorg & kærlighed, varme, som vi gerne ville bygge ❤️ At det så tog et årti derfra at bygge det, og at det endte med at være her i Tartu i Estland og med Sveske..

det er jo bare den sjove & kringlede vej som man går nogle gange 🐱