Psykologen: fordi de ikke kunne, ikke havde den styrke vi har 🍂

Hej, og rigtig god weekend. Det er virkelig efterår nu.. i hvert fald i Estland (og i Venstre må man sige, men ikke så meget politik..🙂 ) Hvad skal I her i weekenden?

Jeg snakkede med psykologen igen i dag, og det var rigtig godt, og meget roligt 🙂 jeg har en øvelse, jeg skal lave hver dag, hvor jeg skriver ned, om jeg har kritiseret mig selv, når jeg ikke burde..

og om hvad mine følelser har været ift. min baggrund, jeg voksede op i, og hvordan det i 2019 får mig til at føle. Og psykologen sagde, at Teivi & jeg har den pakke nu, vi skal have, med de værktøjer psykologisk, som vi skal bruge.

Det er rigtig godt, for det giver både tryghed & ro at vide, at vi har værktøjskassen 🙂 så skal vi bare have den sat meget ind i hverdagen. Hun var meget glad for, at jeg lavede den der kamera-tur..

der faktisk ikke handlede om billeder, men om at gå ned tæt på et område, der er meget belastet, og er det, som Teivi & jeg hver især voksede op i.. og så øve mig i ikke at tænke så meget der..

og så bygge rolige følelser ift. et sted som det 🙂 og jeg kunne ikke sætte ord på, hvad det egentlig var. Så psykologen sagde, at det var en gigantisk øvelse i at acceptere, hvor vi kommer fra.

Og vi snakkede om, at det at acceptere ikke tvinger, at man også skal være enig i tingene. Bare acceptere, at folk fra det miljø er omkring, og gør ting, som ingen rollemodeller har lært dem at gøre anderledes.

Det er jo gode forældre, der skal lære folk helt tidligt at bygge kærlighed & omsorg for andre & en selv.. og tage hensyn til ens omgivelser osv. Og der snakkede vi også om sidst..

at når ingen var der for dem, hvordan skulle de så have lært det? Og at Teivi & jeg har en styrke, så vi har lært det på egen hånd, snakkede vi også om.

At det, at Teivi & jeg kan vokse op i de omgivelser & ikke blive det som voksne.. bryde den sociale arv, at det er exceptionelt. Og at vi ikke kan forvente det af mange.

Og at når vi blev Så frustrerede over, at både vores familier & rigtig, rigtig mange andre i de lag af samfundet ikke søger hjælp.. så de kan få det bedre & deres omgivelser kan få det lettere..

der sagde psykologen, at den træthed Teivi & jeg virkelig mærker, hvor vi nogle gange kollapser inde i sengen af bare udmattelse.. at det er så træt, man bliver, når man laver så stort arbejde på sine følelser.

Og det er de ikke klar til, og bliver det aldrig. Så man må opgive at forvente det af dem. I stedet, sagde min psykolog, må vi acceptere, at de ikke er født med de psykiske batterier, som vi er..

og være taknemmelige for, at vi har en styrke, der er exceptionel, når man blev født ind i bunden af samfundet. Så der er en opgave i at acceptere, og så skifte fokus til en taknemmelighed..

både for Teivi & min psykiske styrke og så mine bedsteforældre i Skagen, og vores by Tartu og Danmark & Estland, vores kreativitet & Sveske & dem fra min efterskoletid..

der for første gang havde mig i et kærligt & trygt miljø ❤️ tusind tak allesammen!