Tusind tak 🌞 thank you so much! translate function in footer

Hej allesammen ☺️ Jeg har været væk en uges tid, fordi vi har full on flytning, og så som I måske læste, fik jeg en reaktion på intens stress, sådan er det, når jeg har diagnoser, at så må jeg nogle gange være væk pga. helbred.

men!

jeg snakkede med psykologen i går, og vi snakkede om, at efterhånden er der så meget styr på det familie i både Teivi & min side, at det største problem er begyndt at være alt den trafik og larm ved at bo i byen.

Så det er det helt rigtige, at vi på lørdag flytter vores sidste ting, os selv & Sveske ud på countryside, og så bor vi der ☺️

Jeg har allerede planlagt nogle ture med kameraet, den ene en længere cykeltur, så den venter lige lidt. Men i næste uge bliver det en-og-tredive grader og strålende sol hele ugen, så jeg har fundet countrymusik til mine videoer, og så skal jeg ud til hestene, køerne & markerne 🧑🏼‍🌾

Vi kommer jo stadig meget til Tartu, og det tager kun 25 min med toget, og så tror jeg, at på Teivi’s fødselsdag (som vi bruger i Tartu), der kommer vi til at tage toget hjem i solnedgang 🌼

Det sker, at man fra bus og tog ser en elg, der står i skovkanten, så med de mange togture skulle der være den mulighed.

Så det går godt nu, og jeg snakkede med psykologen om i går, at det har været som at hugge os gennem en hel kæde af bjerge af sten med kun en spisegaffel, skrabe en tunnel gennem..

og hold kæft, hvor har det været hårdt. Men her er vi nu, efter en rejse der startede mest i 2011, nogle måneder efter Teivi & jeg mødte hinanden. Et årti med konflikt, bygge først drømme & så hverdag, intens udvikling i følelser & værdier..

fuldstændig vanvittigt pres & stress, og derfor blev jeg også syg, nu når psykologen har sagt et par snakke i træk, at det seneste årti faktisk er overstået for os nu.

Og det har været drømme-agtigt, at Teivi & jeg og Sveske sammen med veninder & venner er gået gennem det sammen, virkelig beautiful at have brug for hinanden ❤️

Psykologen sagde også, at nu behøver vi ikke at jagte, at tingene nødvendigvis skal blive bedre. Vi har allerede bygget så meget 🙂

Måske er det vigtigere i det lange løb at virkelig stabilisere, det som vi har bygget nu. Og acceptere, sagde psykologen, at nogle gange vil Teivi’s mor måske sige, at vi er dumme. Og så må vi lige skubbe hende væk.

Ligesom et barn, der ikke må få chips, og så er mor dum, og må lige bede barnet om at stoppe det. At det kommer måske til at være, men ikke noget der behøver at stresse os 😊 og så får vi vores country-liv, og der er så stille der!

Omkring alt det larm fra techno og drikke og fester her i byen og bilræs, så fik jeg et kæmpe lightbulb moment, som jeg snakkede med psykologen om. At vores vrede over det er gået væk, og nedenunder har hele tiden ligget, at vi blev kede at det..

når some macho guy med techno fik mine symptomer fra diagnoser til at blive værre, fordi han ville have techno i sin BMW osv. og kede af det, når familie ikke respekterede os & igen og igen violated vores personlige grænser..

Psykologen sagde så, at det var vigtigt for os at have en periode med vrede over det, endda nødvendigt, fordi det var at sætte grænser ift. den psykiske vold. Og nu når grænserne er sat, og de ikke kan nå os mere med den her voldelige væremåde, så kan vi fokusere på, at vi faktisk blev kede af det igen & igen.

Så det er next up at snakke igennem med psykologen en masse ked af det, som vi er blevet i de her år, i det årti.. og snakke traumer fra barndommen igennem også, men lige nu aftalte vi at give traume-arbejdet en pause, indtil vi lige er settled i vores nye hjem ❤️